Sjov Ferie
Efterårsferien venter forude og det betyder tid til fælles aktiviteter for store og små. Egvad Bibliotek har i samarbejde med Egvad Kulturelle Samråd, Sjov Ferie og Idrætscentret forskellige arrangementer i løbet af ugen.
Mandag kommer Hanne Nørtoft Bødker og synger opera-uddrag for børn og fortæller historier til sangene, så børnene forstår historien i sangene. Undervejs vil børnene blive inddraget og der vil være plads til spontane spørgsmål og indfald.
Tirsdag er der arrangement i Tarm Idrætscenter. Peter og Stoffer leverer musikalsk underholdning for hele familien. Koncerten er et flot, fantastisk, forrygende, fantasifuldt, fjollet, fejende og fængende musikfestfyrværkeri af egne og kendte børnesange, tilsat masser af lyde, fis, ballade og bevægelse.
Onsdag kan man opleve børneteater på Egvad Bibliotek. Teater Lykke opfører: ”Alfons Åberg – bedste venner. To fortællinger om Alfons Åberg med dukker, dramatik, fortælling, tegninger og sange.
Onsdag afsluttes med et hobbyværksted med fritidspædagog Bolette Eskildsen. Seje smykker for drenge og piger. Vi laver en halskæde og et armbånd med rustikke perler – sejt både til drenge og piger.
Læs mere om arrangementerne på: http://www.egvadbib.dk/arr.htm
Bogbussen holder efterårsferie, men Egvad Bibliotek har åbent hele ugen plus søndag eftermiddag, hvor man som altid kan komme og låne bøger, film, musik og spil og få inspiration til efterårsaktiviteter.

<< Home