Familieforestilling
Butikkerne er ved at blive fyldt med julesager og også i teatret tager vi forskud på julehyggen. Onsdag den 15. november kl. 19.00 opfører Søholm Park Teatret God jul - Cirkeline i Vostrup Teater- og Musikhus. Forestillingen er for børn i alderen 3 – 8 år.Det er juleaftensdag, tidligt om morgenen. Cirkeline sidder i sin tændstikæske og kigger ud på stjernerne. Sådan begynder årets juleeventyr om Cirkeline og hendes festlige musevenner, Frederik og Ingolf, som i fineste form kaster sig ud i juleforberedelserne. Gaver skal pakkes ind, hjerter skal flettes, og der skal også være tid til at synge og lege.Senere drager de tre venner ud i skoven efter juletræet. Det er koldt, og sneen falder hvid. I skoven møder vi den skurkagtige kat, de sjove skovnisser, og sidst, men ikke mindst, snemusen Knud med den røde tud. Og så bliver det endelig juleaften.
Gratis billetter fås på Skjern Bibliotek og Egvad Bibliotek og i bogbussen fra onsdag den 8. november. Forestillingen har tidligere været vist i Vostrup, men da efterspørgslen på billetter var meget stor, håber vi at nogle af dem, som gik forgæves sidst er mere heldige denne gang.
Forestillingen er et samarbejde mellem Ringkøbing Fjord Teaterforening og Skjern og Egvad biblioteker. Støttet af Ringkjøbing Amt.

<< Home