Nyheder fra Tarm Bibliotek

Her finder du nyt fra Biblioteket og pressemeddelelser.

4.7.07

Nintendo Wii - ny spille-konsol på Tarm Bibliotek.

Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne har anskaffet en ny spille-konsol, som i sommerferien afprøves på Tarm Bibliotek.
Nintendo Wii er en ny måde at spille computerspil på. Med en Wii-mote controller i hånden styrer man begivenhederne på skærmen. Når man bevæger controlleren, så registreres selv de mindste vip og bevægelser. Det betyder at man f.eks. i golfspillet, holder og svinger på samme måde, som man holder på en rigtig golfkølle. Det vil sige at computerspil bliver en mere fysisk aktivitet, som alle kan være med til – både børn og voksne. Deraf navnet Wii – noget ”vi” er sammen om.
På Tarm Bibliotek kan man spille et spil, hvor man kan prøve kræfter med forskellige sportsgrene – tennis, golf, boksning, baseball og bowling. I Tennis svinger man håndkontrollen fuldstændig som var den en tennisketsjer. Spillet registrerer, når man bruger forhånd, baghånd eller laver andre kendte tennisslag. I bowling skal spilleren løfte armen med kontrollen i hånden på samme måde som en bowlingkugle, for dernæst at svinge armen og sende kuglen af sted.
Wii er en sjov aktivitet for både små og store. Svigter det gode sommervejr, så er her en indendørs aktivitet. Kig ned på biblioteket og prøv et spil på Wii-en.
Husk lånerkort til lån af controller.